Pilgrimsfærd på små cykelhjul
SKANDINAVIENTurcykling 15. oktober 2024 torben
Hvorfor dog tage afsted på en foldecykel med anhænger på to små hjul, hvor udsigten til noget temmelig uvejsomt terræn er nærliggende. En anderledes udfordring og fordi man kan, med en smule forberedelse. Foldecyklen er i mine øjne en af de bedste cykeltyper til at omgås det stadig større og større trængselsproblem. Moderne foldecykler kører idag fuldtud lige så godt som almindlige cykler og i tilgift er de meget mere frit stillet omkring medtagning i kollektiv trafik.
Astrådals- og St. Olavsleden på fire små hjul
Pilgrimsruten St. Olavsleden fra Sunsvall til Trondheim har spøgt i min bevisthed i nogle år som en mulig tur på cykel. En pilgrim var oprindelig en person der gjorde en rejse med en religiøst formål. Idag er betydningen nok mere bred og individuel. For mig er der mere tale om en dannelsesrejse med tid til refleksion i en verden der i stadig højere grad går hurtigere og hurtigere og virker mere og mere kaotisk.
Slåes ordet pilgrim op i skyen, dukker alt op lige fra en flok puritaner der udvandrede til Amerika i 1700 tallet til en dansk smykkeproducent der scorer kassen på noget ligegyldigt forbrugs skrammel. Også musikbranchen har lade sig inspirere. Eric Claptons Album Pilgrim fra 1998 var et statement til hans mangeårige kamp for at komme ud af et heroin misbrug.
Ligesom Abdullah mindst engang skal valfarte til Mekka, tager mange såkaldte kristne den kendte spanske Caminoen på to ben. Min færd er på to hjul som efter en del overvejelser blev til fire små og retning mod nord først af Astadalsleden og nu St. Olavsleden. Hvad Caminoen mod syd har i støvede veje, varme og lidt for mange tobenede, har de to andre mod nord i skiftende vejrlig, regn og kulde, men masser af fred og ro og kun få vandrere.
Starten gik hjemmefra trinbrættet i verdens navle Ruds-Vedby. Jo vi har skam en togforbindelse – endnu. Undervejs havde jeg selskab af nogle nordmænd på elcykler, der tydeligt kundgjorde mentalitets forskellen mellem elcyklister og almindelige cyklister. At jeg pumpede dæk med en lille mini håndpumpe var for dem uforståeligt, den skulle naturligvis være elektrisk 😂 Mine kompakte rejsekammarater, en i hver hånd ved af- og påstigning i samenligning med mega tunge elcykler som var næsten uhåndterlige, bekræftede endnu engang, at jeg havde gjort det rette valg, ihverfald til en start, hvad jeg måtte sande senere hen på turen.
Etape 1 fra Falkenberg til Falkøbing på Astradalsleden
Efter nogle timers togtur hoppede jeg af på Falkenberg Station. Astradalsleden er tydeligt afmærket med røde skilte, så glem alt om navigation. Det kan ikke være mere nemt og bekvemt for alle. Efter en lun og tør maj måned, var det lidt af en kold tyrker igen at skulle cykle i 11 graders kulde.
Blev en smule overasket over hvor kuperet første etape til Fegen var. Men meget smukt ikke mindst omkring fossen med resterne af den gamle vandkraftstation, en ihærdig forretningsmand fik sat i værk til sin papirsfabrik i midten af 1800 tallet. Idag henstår den som et monument kaldet “det døde fald”. En ny og mere effektiv kraftstation har indtaget dens plads længere oppe af løbet og vandet er langt i rør for at få mere effekt, så den engang så mægtige Foss nu er blevet til en lille å. Naturen må vige for kapitalen, men noget tyder på at vores overdreven rovdrift på kloden nu for alvor begynder at få konsekvenser for os alle sammen.
Hen under aften når jeg det smukt beliggende gamle vandrehjem i Fegen, med første parket udsigt over søen. Nøglen ligger i en kuvert så jeg selv kan låse mig ind. Jeg er den eneste gæst. Svenske vandrehjem er i modsætning til de danske stadig autentiske i ydmyg og primitiv stil, og med et beskedent prisniveau. Næste morgen tager mine to værter imod med morgenbuffet, hvilken service.
Godt ude på sporet begynder det næste dag igen at regne, måske et forvarsel om hvad der er i vente. Snart ophører asfalten og de svenske grusveje gør sit til at cyklisten og hans firhjulede ekvipage snart ligner enhver rengøringsforskrækket husmor værste mareridt. Der er ikke andet at gøre end at trampe videre og håbe på opklaring. Den udebliver, så da byen Tranemo indfinder sig, søger den forkomne cyklist ly i den lokale ICA, der denne lørdag er et sandt inferno af familien Sverige med lidt for mange kilo både i indkøbsvognen og den to tons tunge elektriske Volvo ude på parkeringspladsen 😄 For den energivneutrale cyklist, kommer energien og varmen langsomt tilbage efter en stor rejesandwich og to kopper varm Tak for kaffe !
Når endelig Vedby camping efter 94 km og glemmer alt om overnatning i et vådt telt. Lejer den mindste campinghytte man nærmest skal kravle ind i. Alt er gemmenblødt fordi jeg ikke havde taget højde for at tasken til anhængeren ikke er vandtæt. Hvor dum kan eventyrcyklisten lige være, der primært har cyklet under mere varme og tørre himmelstrøg med den konstellation. De næste par timer må jeg lidt modvilligt bidrage ekstra til Co2 udledningen da alt må en tur i tørretumbler inkl. min sovepose.
Næste morgen ser vejret ikke meget bedre ud, men et døgn ekstra på en kedelig campingplads med autocampere og luksuscampingvogne får mig op på cyklen. Efter endnu en dag med kraftige tordenbyger og stormende blæst, heldigvis i ryggen, når jeg igen våd og forkommen til delmålet Falkøping. Trods vejret var der undervejs rigeligt til opleveren med Traner og vel den nok mindste togstation jeg endnu har set, den nu nedlagte Hør, der fortalte en spændende historie om linieføringen fra en tid hvor alt ikke bare i Sverige men resten af Europa skulle jernbaneviseres. Siden kom den firhjulede karet og resten af historien kender de fleste…
Skal ikke lægge skjul på at mageligheden var tæt på at få mig til at tage toget hjem igen, da jeg står på stationen klokken fem om morgenen i styrtende regnvejr og venter på en af dagens få togforbindelser med cykelmedtagning. Ligesom så mange andre steder i Europa privatiseres jernbanenettet også i Sverige, hvilket giver fornyet håb for cykelmedtagning. Veståget, Marlartoget og X-toget har fine medtageordninger og tilmed gratis. Det nationale SJ sover ligesom DSB i timen og bruger store summer på dyrt special designet jernbanemateriel der vinder flotte Design priser men ikke tilgodeser en stadig voksende gruppe af cyklister. Jeg er ikke stor tilhænger af privatisering, men netop her kan jeg se nogle muligheder for større udbredelse og varetagelse af cyklismens behov i kombination med kollektiv transport som et alternativ til den altdominerende privatbilisme der kvæler vore byer. Efter to dages toghop til først Orebro, Upsala og Gavle, hvor cyklen lige måtte have repareret en defekt bremse, når jeg endelig Sundsvall og nyder udsigten og et noget bedre men naturligvis køligere vejr, klar til St. Olavsleden på fire små hjul, Trondheim here I come…. Næste morgen er Laursen igen i cykelhopla og det fine vejr og dragende landskab får mig igen op i pedalomdrejninger og da førstedagen er omme siger den 80 km da jeg når til Ljungaverk
Etape 2 fra Sundsvall til Trondheim af St.Olavsleden
Vikingekongen Olav Haraldsson
Hvem er så den Olav med tilnavnet den Hellige hvis en af mange pilgrimsruter jeg har givet mig i kast med. Vikingekongen Olav Haraldsson faldt i slaget på Stiklestad i 1030, i sit forsøg på at kristne og samle riget. Hans lig blev begravet ved Nidelva i Nidaros, det vi idag kender som Trondheim. Der blev bygget en Olavskirke og den hellige Olav blev genstand for helgendyrkelse. Lidt datidens sports og idol dyrkelse kan man mene 😂 Det affødte ihvertfald store skarer af Pilgrimme fra det meste af Europa der valfartede til Olavmessen i Nidaros domkirken. Vor tids Olav festdagen den 29 juli, er en viderførelse af denne gamle tradition.
St. Olavsleden fra Sundsvall til Trondheim, der forøvrigt er den nordligste pilgrimsrute i Europe, er en af flere ruter der alle ender i Norges tredie største by ved domkirken. Vores Hærvejen er også en del af dette pilgrims rutenet. Ruten er 568 km og starter lidt uden for Sundsvall i Selanger ved den gamle kirke ruin.
I Pilgrimscenteret kan man for en svensk halvtredser købe pilgrimspasset der kan stemples undervejs, hvis ellers man husker det, eller kan finde kontrolposterne 😂 En yderst charmerende svensk dame tilbyder mig en gratis kop kaffe mod at jeg lader mig fotografere i pilgrimscenteret ved startpunktet inden jeg drager afsted. Jojo den moderne pilgrim skal skam føres i mantal. Lige for at sætte tingene lidt i perspektiv så besøger 400.000 pilgrimme Caminoen i Spanien, mens der kun kommer mellem 1.500 og 2.000 på St-Olavsleden om året.
Disse moderne pilgrimscentre er der mange af undervejs og ser ud til at være en god ide for både turismen og indtjeningen. Efter behørig fremvisning af sit pas i Trondheim, kan den moderne pilgrim købe et Olavsbrev. Der er intet krav om at skulle have gennemført hele ruten, og jeg så da også flere der ankom i bil og stemplede ud.
Indtil videre har jeg vel kun mødt en halv snes hvad jeg vil kalde rigtige pilgrimsvandrere. Derimod er der mange i mine øjne luksusturister der går dagsetaper og får kørt bagagen. 😂 Nødvendigvis behøver man vel heller ikke kun at lægge noget religiøst i pilgrimsbegrebet. Det kan jo også tolkes som en livets rejse, en rejse vi alle er på. Men når der går luksushotel, guide og følgebil i den, syntes det milevidt fra den oprindelige ide.
Da leden er en kombineret cykel, vandre og ridesti var jeg godt klar over at det kunne give nogle udfordringer specielt med min valgte cykel ekvipage. Størsteparten er dog asfaltvej og gode grusveje, så længe det ikke regner. Når først regnen tager fat er de ellers meget fint præparere grusveje lidt lige som tyggegummi og alt bliver indsmurt i en klæbrig grå masse.
Således ophørte grusvejen pludselig og jeg blev guidet ind på lidt af en stroppetur fra Gallo til Pilgrimstad på et meget stenet smalt og kuperet spor, hvor jeg over en strækning på godt ti kilometer skiftevis måtte bære først anhænger og herefter tilbage og hente cykel, og så fremdeles. Tankerne til den fremragende film The Mission med Jeremy Irons og Robert de Niro fik frit løb. Var dette her mon en form for bod mod mine “ugerninger” 😂
Trods navnet Pilgrimstad fandt jeg ingen logi eller herberger, så en meget træt Hr. Laursen søgte tilflugt i en fin lille grilhytte og havde egentligt planer om at overnatte her i ly for myggene, der havde forfulgt mig hele dagen. Fredag aften og byens ungdom havde udset sig stedet til fest, så jeg fortrak og cyklede til stationen, med en plan om at hoppe på det sidste tog mod Østersund. Den digitaliserede infotavle kundgjorde dog at afgangen var aflyst pga af signalfejl.
Op på cyklen igen og mod Østersund og begyndte så småt at lede efter en teltplads. Fulgte jernebanen og snart kom Norrtog tøffenede forbi, signalproblemet var åbenbart løst SUK ! I min iver for at finde en lejrplads kom jeg væk fra ruten og nåede snart Brunflo efter at have stiftet bekendskab med svensk fredagsunderholdning, BILBINGO!. Med kun godt 16 km til Østersund og fin cykelsti droppede jeg udsigten til fri camping og nåede Østersund langt over min sengetid, og indlogerede mig på byens gamle biograf nu indrettet til hotel.
Ikke flere bod lidelser, så næste dag blev der indkøbt St. Olavsleden guidebog for bedre at kunne navigere udenom de mere ufremkommelige vandrestykker. Samtidig brugte jeg også fridagen til at besøge Gimli, en slags levende egnsmuseum.
Efter nogle dage med fint solrigt vejr er det koldt, regnfuldt og blæsende da jeg passeret Rodasundet, der angiveligt også skulle have et sømonster ala Loch Ness. Intet monster denne dag, andet end en våd cyklist spejdende gråt i gråt… Heldigvis klarer det op og solen bryder igen igennem og jeg udser mig en meget fin lejrplads i søkanten ved Alsen. Smuk lys aften/nat men en smule koldt, en indikation på at jeg begynder at nærme mig højfjeldet.
Trods en noget ustadigt vejr, har turen indtil nu budt på en stor variation af indtryk, ikke mindst fred og ro, kun afbrudt af den lille Hjejles vemodige og næsten grædefærdige kald. Det er i den grad befriende helt at slippe for privatbilismens omklamrende hjultag. Alle vegne på min færd dukker historiske steder op, gamle kirker og flot restaurere hembygsgaarde. Det bedste er dog alle de gamle huse i heltømmer der bare får lov at være og langsomt forfalder. En skøn kontrast til vores sjæleløse riv ned og byg nyt. Datidens byggehåndværk i træ er svær at overgå selv idag når talen falder på bæredygtighed og langtidsholbarhed.
Triller dagligt kilometer efter kilometer uden at møde andet end græssende køer, geder og får og indånder den for mig totale stilhed og frihed. Skønne forladte husmandssteder dukker op hvor de gamle Volvo og Saab langsomt igen bliver indtaget af naturen. Svenskerne elsker deres biler selvom de nu er blevet kinesiske :o).
“Har idag krydset den norske grænse og vejret de seneste dage har været koldt og blæsende med megen regn. Et højdepunkt der kunne tage luften fra en, var det imponerende Tannfossen vandfald der er Sveriges største. Fra højfjeldet gik det igen på frihjul godt hjulpet af tyngdekraften. Har indlogeret mig på et luksus pilgrim sted med Lunch og Middag efter de magre dage på fjeldet uden wifi og købmand. Dog stod prisniveauet ikke mål med hvad man fik. Lidt for megen NamaStay over det.”
Pilgrim Laursen; Vuku Norway
Målet nået
Med behørig antal stempler og et Olavsbrev kan Hr. Laursen nu kalde sig autoriseret pilgrim, ihverfald på cykel 😇 Kirken må naturligvis følge med tiden, så brevet og en guldsticker på passet givet fri adgang til en mængde aktiviteter, både de mere løsslupne og naturligvis de kirkelige. Trondheim markedsføres i den grad som Norges pilgrims hovedstad, lige fra det kendte logo til pilgrimsmenuer, pilgrimsstave, pilgrimsbamser. you name it… Samtidig er den nok en af de dyreste byer I Norge jeg har opholdt mig i. Dette giver sig også til udtryk på den sidste del af færden langs kysten ind mod byen hvor den ydmyge pilgrim kan beskue en opvisning i kæmpe villaer, overdækkede svømmepøle og adskellige elektriske kæmpetraktorer i carporten. En stor kontrast til det simple liv ude på pilgrimssporet.
“Som en klog mand Bryan Bell på den netop afholdte VeloCity konference sagde “Many people think: ‘ The bigger the car, the closer I am to God.’” Tja mon dog. Menneskeheden har en eller anden forkvaklet forestilling om at succes og lykke er noget med større og størst Det bliver desværre nok aldrig anderledes, men ville ønske flere ville vise en smule mere ydmyghed og hoppe ud af det hamsterhjul af overdreven forbrug, statussymboler og grådighed. Penge og forbrug er vor tids religion 🤓”
Dagens prædiken fra Pilgrim Laursen 😉
Ti dage har jeg været om færen primært fordi turen op over fjeldet ikke har været til de lange ophold og pauser pga af meget dårligt vejr med regn, blæst og kulde. Hvis der bliver en næste gang skal de lange uldne med i bagagen og så bliver det uden cykel på to ben og rygsæk 😀
Samlet set har jeg kun overnattet i det fri tre nætter, to i telt og et i shelter. Myggene har som sædvanlig været lidt af en udfordring for mig. I modsætning til kvindetægge, drager jeg de små stikkende flyvere 😆 Selvom der er et stykke op til polarcirklen, og solen går ned, har det været lyst døgnet rundt her i juni måned. Noget man skal vende sig til, en slags permanent jetlag. Men afgjort hellere for megen lys end mørke 😊
Herberge mutter Mona på AKS kommer oprindelig fra Lofoten , hvor det er mørkt 5 mdr. så hun var lykkelig da hun endelig fik lokket gemalen længere sydpå til Vuku.
Pilgrimsvandrene bruger typisk mellem 25 og 30 dage på samme tur. De sidste dage benyttede jeg mig meget af de små Herberger og Refugier til at søge ly for natten og ikke mindst vejr gudernes luner. Her har jeg mødt en blandet flok af pilgrimme/vandrere, forøvrigt primært kvinder med vidt forskellig baggrund. En Belgisk kvinde uden nogen vandreerfaring og alt for mange kilo på ryggen. Hun var mega sej og stædig. Et hollandsk par godt oppe i årene, men med masser af km i benene og en ung enlig hollænder med sin to år gamle Vizla hund der bar sine egne tasker. Den ungdommelige og friske duo på seks ben gik 25 km om dagen 👍
Men også de mere komfortorienterede finder vej herop på pakkerejser hvor de ikke selv skal bære bagagen og vandre dele af ruten som regel de mest spektakulære. Blandt disse et amerikansk par det var så højrøstede at en enlig mandlig vandrer fra New Zealand til sidst fortrak sig til laden 😃
Tyskere og hollænderne er i overtal mens danskerne er stort set fraværende. Men vi er jo også kun ubetydelige i den globale sammenhæng og vil vist hellere sydover. Måske det ændrer sig med de stigende temperaturer 😀 Jeg var nummer tre registreret der skrev mig ud denne sæson i Trondheim.
Er du som vandrer indstillet på lange grusvejs- og asfaltvej stykker og naturligvis det omskiftlige vejr er det en fin tur. Trafik på vejene er stort set helt fraværende. Speciel højfjeldet er skøn for det gående folk, mens cyklister flest her kommet til cykelkort fordi de skal igennem adskellige mose og vådområder.
Det der umiddelbart har gjort mest indtryk, er den enorme gæstfrihed og venlighed man møder på sin vej. Alle hilser, selv i supermarkedet. Lidt af et kulturchock for alle cityslickere 😀 Vel ankommet til destinationen i Trondheim kikker de så underligt på en igen , når man hilser, som var man spedalsk 😂
Tilliden blandt de mange herberge bestyrere er virkelig imponerende. Naturligvis kan du ikke betale pengeløst på fjeldet alle steder. “Ikke noe problem, her er kontonummeret mitt – betal når du kommer hjem” På flere af de mere etablerede steder kan du endvidere få forplejning. Men værd forberedt på flere etaper hvor du selv skal have tørt og vådt med.
Min ekvipage med små hjul og anhænger har naturligvis været lidt af en udfordring, Men det skulle prøves og når jeg nu fik stillet en test cykel til rådighed fra østrigske Vello Bike Læs testen af Vello Gravel her 😃 Anhængeren er min egen og netop denne kombination på denne tur vil jeg nok ikke anbefale med mindre du har et lille lidelses gen gemt i dig 😅 . Specielt på den svenske side er skiltningen med de særlige cykel gen- og omveje noget mangelfuld. Så guidebogen er et MUST da de fleste cykel GPS’er også får en på afveje.
Efter et par restitutionsdage i Trondheim hvor franske og tyske turister med stor undren får vist Sykkelheis der trækker cyklisterne op ad byens stejleste gade. Den bliver forøvrigt ikke brugt særlig meget mere, da alle nu har elcykler og løbehjul.
Over & Out
Er nu på vej sydover tilbage af “civilisationen” hovedvej af biler og autocampere i hopetal 😟 Fra Støren drejede jeg fra ind i den smukke Halsdalen. Nød til fulde vejret og blikket, for første gang på hele turen i kortærmet og benet sommeroutfit.
Men nok må være nok, stod igen op til regnfuld morgen, og pakkede i alt hast teltet sammen. Sidder nu og slapper af og nyder panorama udsigten i toget mod Oslo. Rart igen bare at nyde det imponerende norske landskab uden at yde 🤓 Tænkt sig at man ligefrem nu kan glæde sig til atter at se Ruds-Vedby verdens røvhul (sorry navle) 😂😂😂
